Vi trækker parti af NATURLI’ Økologisk Smørbar tilbage

Analyser har vist små spor af valleprotein i et parti NATURLI’ Smørbar, som er produceret af Grønvang Food. Derfor har NATURLI’ Foods, som sælger produktet, besluttet at tilbagetrække alle berørte NATURLI’ Økologisk Smørbar produkter fra butikkerne.

Berørte produkter:

Produktnavn: NATURLI’ Økologisk Smørbar, 225 g

Producent: Grønvang Food Aps, Vejen, Denmark.

EAN-Kode: 5701977062118

Bedst før: 30.08.19 – 27.11.19

Solgt i følgende butikker: Bilka, Føtex, Netto, Nemlig.com, MENY, SPAR, LETKØB, Løvbjerg, ABC Lavpris, IRMA, SuperBrugsen, Kvickly, Fakta, DagligBrugsen, Lidl, Aldi, REMA1000

”Vi ved, at fødevarer er en tillidssag – en hjertesag. Derfor er vi rigtig kede af, at der under produktionen angiveligt er sket en krydskontaminering, så der er analyseret små spor af valleprotein i NATURLI’ Økologisk Smørbar. På den baggrund har vi selvfølgelig bedt producenten iværksætte procedurer, som sikrer, at dette ikke kan ske igen,” forklarer Henrik Lund, direktør ved NATURLI’ Foods.

Grønvang Food har i forbindelse med produktionen af NATURLI’ Økologisk Smørbar testet for både laktose og kasein, hvilket der ikke er fundet spor af.

Problemet er løst – risikovurdering

Producenten af NATURLI’ Økologisk Smørbar har nu omlagt produktionen, og nye analyser viser, at problemet er løst.

Med hensyn til sundhedsrisikoen, så er den afgrænset til mennesker med mælkeallergi. Produktet kan forårsage en allergisk reaktion hos personer, som har mælkeallergi. For alle andre er produktet sikkert at indtage.

Råd til forbrugerne

Forbrugere, som har købt NATURLI’ Økologisk Smørbar med ovennævnte bedst før datoer og har mælkeallergi bør kassere produktet.

Henvendelse kan ske til NATURLI’ Foods: info@naturli-foods.dk
Forbrugere, der henvender sig vil blive holdt skadesløse.

 

Yderligere oplysninger kontakt NATURLI’ Foods: tlf: +45 8614 8300 eller  info@naturli-foods.dk