27,5 pct. billigere at spise plantebaseret end traditionelt

Beepr.dk har netop gennemført en prissammenligning af de mest almindelige basisfødevarer i en animalsk version kontra i en plantebaseret version. Tallene viser, at det er 27,5 pct. billigere at spise 100 pct. grønne basisfødevarer end de traditionelle fødevarer som mælk, smør, kød og kylling. Oveni kommer gevinsten for klimaet.

Krig i Europa og inflation kan også ses på bonen henne i supermarkedet. En opgørelse fra Danmarks Statistik, publiceret i august 2022, viste, at prisen på traditionelt smør fx var steget med 50 pct. på et år, mens prisen på traditionelt oksekød og mælk var var gået op med henholdsvis 29 pct. og 27 pct.

Alligevel kommer det nok bag på de fleste, at det er billigere at fylde indkøbsposen med plantebaserede basisfødevarer end med de tilsvarende animalske fødevarer inden for kategorierne mælk, kød, smør og kylling. Det viser nye tal fra Beeper.dk, der er specialist i at tjekke supermarkedernes dagspriser på nettet [1].

”En typisk dansk familie, der bor i hus, oplever lige nu prisstigninger på over 30.000 kr. om året. Det gør ondt i mange husholdningsbudgetter. Samtidig er der mange, der tror, at det er dyrere at leve af plantebaserede basisfødevarer frem for de traditionelle animalske basisfødevarer. Derfor er det godt nyt for forbrugerne og klimaet, at det faktisk er billigere at købe plantebaserede basisfødevarer end de animalske,” Henrik Lund, CEO hos Naturli’, der fremstiller 100 pct. plantebaserede fødevarer.

Gevinst for klimaet

Med hensyn til klimaet er der ved fremstilling af plantebaserede fødevarer et mindre træk på jordens ressourcer i forhold til de animalske fødevarer. Både i forhold til menneskeskabte drivhusgasser samt forbrug af vand og areal.

”Det kommer ikke bag på mig, at de animalske fødevarer overhaler de plantebaserede fødevarer i pris trods markante stordriftsfordele. De animalske fødevarer er kendetegnet ved, at et dyr først skal have fx foder, et sted at græsse, vand og måske slagtes, før der kan laves en fødevare. Det fordyrer fødevarerne i forhold til planteproducerede fødevarer, hvor vejen gennem fx en ko eller en gris ’er sparet’,” siger Henrik Lund.

Eksempelvis går 46 pct. af verdens vandforbrug til kød- og mælkeproduktion. Til at fremstille en liter komælk bliver der brugt 628 liter vand. Til sammenligning er tallet 48 liter vand til en liter havredrik. Med hensyn til jordforbrug så bliver 80 pct. af den danske landbrugsjord dyrket til foder til husdyr. Det kræver 9 gange så stort et areal, når der skal produceres komælk sammenlignet med plantedrik.

Fakta vil rykke på grøn omstilling ved spisebordet
”Vores ærinde er ikke at være smagsdommere, men at gøre opmærksom på fakta, der både er godt nyt for forbrugernes pengepung og klimaet. Det faktum, at de plantebaserede basisfødevarer rent faktisk er billigere end de traditionelle, plus en voksende bevidsthed om fødevarernes meget forskellige klimaaftryk, kommer til at rykke på den grønne omstilling omkring spisebordet,” siger Henrik Lund.

For selv om næsten 6 ud af 10 danskere siger, at gerne vil spise mindre kød, så er opfattelsen af pris en barriere for det grønne madskifte.

I en ny analyse, som Norstat har lavet for Dansk Erhverv, svarer 31 pct., at de har købt lidt færre eller markant færre miljø- og klimavenlige varer som følge af prisstigningerne i samfundet.

”I Naturli’ er vi sikre på, at flertallet – af et ærligt hjerte – gerne vil spise som de plejer, bare på en ny måde. Altså mere plantebaseret, men stadig 1:1 i forhold til at kunne lave velkendte måltider, som mange danskere er vokset op med. Men mange tror, at det både er dyrt og besværligt at gå plantevejen. Det behøver det slet ikke at være. Derfor er tallene interessante at få frem. De vil understøtte en god udvikling, som forbrugerne gerne vil være med på,” siger Henrik Lund.

Yderligere oplysninger: Henrik Lund, CEO hos Naturli’, tlf.: 23 61 32 18, mail: henrik.lund@naturli-foods.dk

Pressefoto af Henrik Lund kan frit benyttes.

 

[1] Beepr.dk har tjekket dagspriserne for basisfødevarer i en plantebaseret version fra Naturli’ brandet og sammenlignet prisen med samme kategori af fødevarer i en animalsk version – også inden for velkendte brands. Pristjekket er foretaget i en række supermarkeder for de samme produkter den 27. okt. 2022.