En cykelrytter i verdensklasse, Thy og plantebaseret is fra NATURLI’ – kan du finde fællesnævneren? Svaret er Michael Valgren. En Thybo der er stor fan af vores is, og som hver dag lever drømmen som professionel cykelrytter.
Havde det ikke været for et vildt styrt i Frankrig, kunne vi have set ham sommeren over i verdens største cykelløb, men måneders forberedelse er blevet vekslet til operation og genoptræning. Fra sygesengen har han masser af tid til at drømme om is, og vi skal nok sørge for, at han ikke går ned på det!
”Min favorit er vaniljeis fra Naturli’ med Cookie Dough. Jeg er en sucker for den is. Og jeg plejer gerne at sige til folk: Hvorfor i alverden spise is lavet på fløde, når man kan få is lavet på planter, der smager bedre og giver mening for klimaet? Det handler bare om at smage på den – så er man solgt,” – Michael Valgren.
Benene er plantet i Thy
Selvom han nu bor i Monaco med sin hustru og søn, så har han ikke glemt, hvor han kommer fra. Han blev født i Thy, brugte tiden som knægt i den lokale cykelklub og da han senere skulle tjene lidt lommepenge, gjorde han det ved at servere til selskaber i området. Skæbnen ville, at han her mødte vores egen is-connaisseur Claus Sørensen – én af mændene bag alt NATURLI’s is. Udover et langvarigt venskab, deler de passionen for is og hver gang Michael Valgren er hjemme i Thy, slår han derfor et smut forbi det plantebaserede ismejeri. Han er faktisk så vild med isen, at den også blev serveret ved hans bryllup!
”Selv om jeg nu bor langt fra Thy, så er jeg thybo langt ind i hjertet. Jeg holder af egnen og de normer og værdier, som er forbundet med geografien. Og det samme gælder de lokale råvarer og produkter, som jeg sætter stor pris på. Den plantebaserede is fra Naturli’ er fantastisk, og den smager bare endnu bedre, når jeg ved, at den også er lavet i Thy,” siger Michael Valgren.
Vejen er grøn
Som topatlet er mad og drikke vigtigt, men det behøves ikke at være lig med flere animalske produkter.
Michael fortæller, at hans lille familie gerne vil følge NATURLI’-vejen, skære ned på kødet og leve mere plantebaseret. ”Det giver rigtig god mening for klimaet, fordi den medfører et meget lavere klimaaftryk, og jeg tror også, at det er godt for min krop,” siger Michael. Udover at nyde den plantebaserede is, fylder han f.eks. også gerne glasset med havre- eller sojadrik.
Selvom sommeren ikke bliver som forventet, så står vi fortsat i vejkanten og hepper på Michael! Vi krydser fingre for, at han snart er tilbage på cyklen og vi igen kan se ham køre hurtigere end vinden blæser i Thy!
Vil du blive godt kørende? Så har du muligheden lige nu, hvor du kan vinde en cykeltur rundt i Thy med Michael Valgren og en cannondale cykel fra hans hold EF Education-EasyPost. Læs meget mere her.