Verdens bedste is – skal have nyt navn

Pressemeddelelse
26.06.2020

Naturli’ præsenterer nu helt nye isvafler med den traditionsrige Kæmpe Eskimo-smag af vaniljeis, solbær og mørk chokolade. Det er første gang, at den kommer i en udgave lavet 100 pct. på planter. Det sker i en limited edition, fordi isen skal have nyt navn hurtigst muligt. Der bliver udskrevet navnekonkurrence blandt de 118.000 følgere på Facebookgruppen Plantebevægelsen.

Naturli’ følger op på en stor succes. I forsommeren præsenterede virksomheden isvafler med saltet karamel. De bliver spist i lyntempo. I dag rammer danskernes yndlingssmag, Kæmpe Eskimo, supermarkedets frostdiske.

”Vores is smager som en Kæmpe Eskimo – bare i en vaffel, så derfor kom den til at hedde det. Baggrunden var, at vi har været totalt forhippet på, at alle skal smage en ny ægte klassiker, som for første gang kommer i en udgave lavet 100 pct. på planter,” fortæller Henrik Lund, direktør for Naturli’.

Isvaflerne skal have nyt navn

Imidlertid fører de seneste dages debat i medierne om brugen af ordet eskimo til, at Naturli’ udskriver en navnekonkurrence for at finde et nyt navn til den nye is-klassiker.

”Vi har aldrig haft til hensigt at støde nogen, og jeg må blankt erkende, at vi først for sent blev opmærksomme på, at navnet kunne opfattes negativt. Derfor har vi stoppet ismaskinerne i Thy, så vi alene kommer med en limited edition, som kan findes i butikkerne i de kommende uger. Vi har allerede i dag udskrevet en navnekonkurrence på Plantebevægelsen blandt vores 118.000 følgere. Vi glæder os nu til at se de mange kreative forslag. Når vindernavnet er fundet, så trykker vi ny emballage med det nye navn,” siger Henrik Lund.

I Naturli’ er der tradition for, at de godt 118.000 følgere på Plantebevægelsen (Facebook) har en stor stemme med hensyn til produkterne. Derfor vil Henrik Lund her lade forbrugerne komme med forslag til et nyt navn.

”Vi er sat i verden for at lave plantebaserede fødevarer, der bidrager til at genoprette den gode balance mellem mennesker og naturen. Vi er kendt for altid at gå i en god og positiv dialog med vores omgivelser. Det gør vi selvfølgelig også her,” siger Henrik Lund.

Yderligere oplysninger:

Henrik Lund, direktør i Naturli’, tlf.: 23 61 32 18, mail: henrik.lund@naturli-foods.dk

Foto: Naturli’ præsenterer nu helt nye isvafler med den traditionsrige Kæmpe Eskimo-smag af vaniljeis, solbær og mørk chokolade. Det er første gang, at den kommer i en udgave lavet 100 pct. på planter. Det sker i en limited edition. Danskerne skal være med til at give den nye is nyt navn.

Fakta

100 pct. plantebaserede isvafler fra Naturli’ med den traditionsrige Kæmpe Eskimo-smag kommer bredt i handlen. Isene fås nu i Netto.
4 isvafler til 34,95 kr. i vejledende udsalgspris.