Yverfri Zone med Too Good To Go

Naturli' Almond Caffé Latte Drink | Too Good To Go

Sammen med vores venner fra Too Good To Go har vi fået lavet yver-klistermærker til situationer, hvor forbrugere kan være i tvivl om, hvorvidt der er at gøre med et produkt, der indeholder mælk – eller som Mejeriforeningen selv kalder det – ‘yversekret som er fremkommet af en eller flere malkninger fra enten ko, får, ged eller andre pattedyr’. 

Selvom vi trækker vores NATURLI’ Dairy Free Caffé Latte væk fra markedet, efter at Mejeriforeningen anmeldte produktet til Fødevarestyrelsen, så kan forbrugerne nu alligevel få fingre i den mandelbaserede drik. Der bliver sat et fint klistermærke over ordet “latte”, når restoplaget bliver solgt af Too Good To Go: Et yver med en streg over understreger, at vi her hos NATURLI’ Foods ikke går yvervejen.

Anmeldelsen fra Mejeriforeningen kom, fordi vi har kaldt det mælkefrie produkt for “latte”. Det betyder mælk på italiensk, hvilket Mejeriforeningen ser som en misvisende betegnelse af mandeldrikken. Du kan læse hele Mejeriforeningens klage ved at klikke her.

Derfor vil vi også her, af hensyn til den generelle forbrugeroplysning, komme med et par andre informationer:

Mælketænder leveres ikke af landmænd

Flødeboller indeholder ikke fløde

Mælkevejen er ikke bygget af yversekret

Kokosmælk indeholder ikke mælk

Mælkebøtter kommer ikke ud af et yver

Vores NATURLI’ Dairy Free Caffé Latte kan købes igennem Too Good To Go appen og afhentes i deres shop på Nyelandsvej 21C på Frederiksberg så længe lager haves.